De oversete undersættere

Mens skuespillerne råber "fucking shit", og de lærde bekymrer sig om vores modersmåls fremtid, arbejder en lille flok med at fordanske de udenlandske film.

Af Niklas Press

Alle ser dem, men ingen bemærker dem. Først når en stribe tekst dækker heltindens blottede bryster, kommer publikum i tanke om underteksternes eksistens, og et kobbel af hormonforstyrrede fyre hyler op i biografens mørke.

Herhjemme har undertekster været en del af filmstrimlerne så længe, at de er blevet næsten lige så usynlige og selvfølgelige som lyden. De er i hvert fald lige så gamle. De første tekster dukkede i 1929 op på filmen Den syngende nar - den første talefilm, der blev vist i Danmark. Lige siden har teksterne haft rollen som den tavse sufflør, der kan alle replikkerne udenad, men så vidt muligt undgår at gøre sig bemærket. Det samme gælder folkene bag teksterne.

Niels Søndergaard har i løbet af de seneste 15 år oversat mere end 500 biograffilm, men han håber, at det er gået stort set ubemærket hen. "Den gode oversættelse er den, man ikke lægger mærke til. Hvis man spørger folk, hvad de syntes om oversættelsen, og de siger: 'Hvad for en oversættelse?', har den fungeret efter hensigten. Hvis man hele tiden lægger mærke til den, så er der efter min mening noget galt," siger Niels Søndergaard.

Niels Søndergaard

Han forklarer, at det er fordi filmoversættelsen er et tekstelement, der kan distrahere seeren og bortlede hans opmærksomhed fra filmen. Måske fører den ligefrem til en diskussion om, hvad det egentlig var, der stod, og hvorfor der dog stod dét - imens filmen og dens tekster kører videre og hverken bliver set eller læst.

"Derfor skal 'Take it easy' oversættes med 'Tag det roligt' og ikke 'Slå kold sæd i munden' eller lignende," pointerer han.

Men måske er der endnu en grund til, at filmoversætterne har det bedst med ikke at blive bemærket: De gange, folk lægger mærke til deres arbejde, er som regel, når de har klokket i det. Det kan Lasse Schmidt tale med om. Han har oversat mere end 100 film, siden han for 10 år siden - kun 19 år gammel - gik ind i oversætterbranchen.

I filmen The Mask med Jim Carrey oversatte han det nærmest uoversættelige ordspil "Not the cheese! The keys!" til "Ikke Buko'en! Ruko'en!" - og i science fiction-filmen Demolition Man opfandt han et nyt, fremtidigt sprog. Men han har aldrig hørt noget for sit arbejde - andet end brok.

"Man hører kun folk sige: 'Hvorfor er oversættere så dårlige, og hvorfor skriver de ikke dét, der bliver sagt?'. Jeg oversatte eksempelvis Apollo 13. Den var fyldt med rumfartsudtryk og hamrende svær, så jeg mistede overblikket og kom til at skrive minutter et sted, hvor der skulle stå timer Jeg ved godt, hvad forskellen på minutter og timer er. Men det er det eneste, jeg hører for!" fortæller han.

Det, der gør oversætterne udsatte, er, at næsten alle deres tekster sidder på engelsksprogede film. Så selv med et begrænset ordforråd på Valby-engelsk kan de fleste filmkiggere øjeblikkelig afsige dom over dem.

Niels Søndergaard har foruden film i mange år oversat romaner og tegneserier. For ham er der én stor forskel på at oversætte Eddie Murphy og Anders And: "En tegneserie kan man oversætte langt friere. Der sidder publikum jo ikke og sammenligner med originalen på samme måde, som de gør, når de læser undertekster til en film. Dér er man simpelthen nødt til at følge det, der bliver sagt."

Det er imidlertid - undskyld udtrykket - lettere sagt end gjort. Problemet er, at typiske, amerikanske filmmanuskripter med alt, hvad dertil hører af småord som "Well you know" og "motherfucking motherfucker" ikke tager hensyn til, at oversætterne kun har to linier tekst at gøre godt med. Derfor er filmoversætterne nødt til at luge ud i udtrykkene, og her er et stort ordforråd ikke nok.

"En god oversætter skal have musikalitet. Et godt øre - ikke bare for det, det bliver sagt, men også for tonefaldet," påpeger Lasse Schmidt: "Man kan jo sige 'Hej' på mange forskellige måder. Man behøver ikke oversætte det på lige så mange måder - men når man skal forkorte i oversættelsen, er det en god hjælp at vide, hvad fanden der egentlig er meningen."

Meningen? Tja, hvad er egentlig meningen? Alle kender ord som 'fuck' og 'shit', der er vandret lige ind i det danske sprog uden overhovedet at blive oversat. Men hvad er fy-ordenes finere nuancer?

"Et skældsord som 'asshole', der tit bliver til 'røvhul', går på amerikansk langt mere på åndsevnerne end moralen og bør derfor i stedet gengives som 'kvaj' eller noget i den retning. En moralsk forkastelig person hedder i USA snarere 'motherfucker' eller 'son of a bitch', og derfor bør de ord oversættes med 'røvhul' eller 'skiderik'," forklarer Niels Søndergaard.

Som filmtekster er det afgjort nemt at komme i motherfucking store vanskeligheder, når man skal oversætte en action-komedie - men det er ikke nemmere, når det gælder film om hverdagens genvordigheder.

"Det er i virkeligheden sværere at tekste film med dagligdags tale end film, der er fyldt med slang. For engelske hverdagssætninger er anderledes end danske. Så nogle gange, hvor man forstår det hele, skal man alligevel vende og dreje det for at få det til at blive dansk," siger Lasse Schmidt.

Ligesom Niels Søndergaard sætter han en ære i at holde sine tekster tæt op ad originalen. "Man skal selvfølgelig ikke smøre for tykt på. Men jeg elsker nu alligevel at skrive noget rigtigt svineri. For nylig kunne jeg skrive skrive 'Dit lede læs hundelort!' Det var dejligt. Og det var direkte oversat."

Så dér er ikke noget at brokke sig over - selv om det måske vil tiltrække lidt opmærksomhed.